Kan man bruge sin mistbænk hele året?

For langt de fleste haveejere slutter havesæsonen som regel engang, når efteråret slutter og vinteren så småt begynder. Hvad nu hvis man kunne forlænge denne periode med en måned eller to – eller måske endnu mere? Det kan man, hvis man bruger en mistbænk – eller to. Så kan du nyde alle mulige slags friske grøntsager gennem det meste af vinteren – mere eller mindre. Ville det ikke være fantastisk? Måske har du allerede hørt om det – ellers vil vi gerne have lov at introducere dig til konceptet, som vi kalder mistbænk-haven.

Velkommen til dyrkning i mistbænk

Som du sikkert ved, så er en mistbænk mere eller mindre ’bare’ et drivhus i lille format med glas på alle sider, så man kan dyrke alle mulige slags planter. Ved at skabe et varmt miljø kan du forlænge havesæsonen for en lang række planter. Måske har du lyst til selv at bygge din mistbænk – så skal du se afsnittet Sådan bygger du en mistbænk. En anden og noget nemmere løsning er at bestille en eller flere mistbænke fra Dancover. Disse mistbænke kan du samle på ingen tid, og du behøver ikke bekymre dig om vedligeholdelse, da de er lavet af aluminium og polykarbonat.

Hvordan virker en mistbænk?

En mistbænk er som et lille drivhus, hvor konstruktionen er skabt til at beskytte planter mod hårdt og koldt vejr i det tidlige forår, efterår og vinter. Det beskytter planterne mod sne, regn, kraftig blæst, hagl og is. Fordi både låget og siderne er gennemsigtige, kan solens stråler nemt komme ind og varme det indre af mistbænken op. En mistbænk er ofte 5-10 grader varmere indeni i forhold til temperaturen udenfor. Det er derfor frø og spirer trives så fint til trods for at vejret udenfor stadig er koldt. Det er vigtigt, at man sørger for at regulere klimaet inde i mistbænken, så der ikke bliver for varmt – pas på du ikke undervurderer solens styrke på forskellige tidspunkter af året. Du kan overveje at montere en automatisk vinduesåbner, som åbner låget, når temperaturen inde i mistbænken når et bestemt niveau. Eller du kan selv åbne og lukke låget efter behov.

Hvorfor er det en god ide at have en mistbænk …

Fordi det er sjovt at dyrke sine egne planter. Især hvis man ikke har plads til et stort drivhus. Og selv om man faktisk har et drivhus, så kan en mistbænk hjælpe dig med at dyrke alle mulige slags planter helt fra det spæde forår og frem. En mistbænk kan også være fantastisk om efteråret. Brug den varme kasse til at overvintre forskellige planter gennem vinterens sidste måneder. Den fleksible og transportable løsning er desuden langt billigere end de fleste drivhuse.

… og et par grunde imod

På grund af størrelsen kan du ikke have så mange planter, som du måske gerne vil have. Du kan så have mere end en mistbænk, men et drivhus vil altid give dig mere plads – og så er det bare en fornøjelse at kunne gå ind og passe sine planter i et drivhus. Desuden er der ikke så meget luft inde i en mistbænk, og det kræver lidt arbejde at holde styr på luftfugtigheden. På dage med skiftende temperaturer skal man holde lidt mere øje med sin mistbænk – og endelig skal man vande temmelig tit – især på varme dage. Men når det er sagt, så kan man have stor fornøjelse af en eller flere mistbænke næsten hele året rundt og nyde en lang række forskellige planter.

Mistbænke hele året rundt

Mistbænke om foråret

Vi ved alle sammen, at en mistbænk er perfekt til forspiring og til at få godt gang i alle mulige forskellige planter om foråret – fra frø eller stiklinger. Inde i mistbænk vil planterne vokse og trives fra det tidlige forår, hvor de første solstråler varmer det lille drivhus op. Planterne skal bruge lidt tid og kærlighed, før de er stærke nok til at flytte ud i haven. Med stærke nok menes der at planterne skal kunne tåle alt slags vejr, høj og lav luftfugtighed og vind. Alt det er vigtigt, før du kan flytte planterne ud fra mistbænken. Kort sagt, så fungerer mistbænken på denne årstid som en mellemstation, når du skal flytte de forspirede planter inde fra huset og ud i haven.

Mistbænke om sommeren

Ved at bruge mistbænke om sommeren kan du give en række planter lidt mere varme, før deres vækstsæson helt går i gang. Det kan være meget effektivt, når man f.eks. planter tomater og chilier. Den øgede varme inde i mistbænken understøtter og forøger deres vækst. Du kan også bruge mistbænken til at forspire sommerblomster og andet – forspiring sker ikke kun om foråret! Igen vil planterne stå godt beskyttet mod for meget varme eller kraftig regn. Frø, spirer og unge planter eller stiklinger med rod kan vænne sig til betingelserne i haven inde i mistbænken, så de nye planter får den bedste start.

Mistbænke om efteråret

Mange haveejere tænker nok ikke så meget over deres mistbænke, når efteråret kommer. Det er en fejl. Om efteråret kan din mistbænk stadig beskytte unge planter og stiklinger med rod fra det pludselig skift i vejret som tidlig sne eller nattefrost. Ved at bruge en mistbænk om efteråret, så kan du forlænge havesæsonen med en hel måned eller mere. Vidste du for eksempel, at du kan dyrke mange forskellige planter i mistbænken om efteråret? Planter som rucola, broccoli, rødbeder, kål, gulerødder, rød mangold, grønne løg, grønkål, salat, pak choy, radiser og spinat – blot for at nævne nogle eksempler. En masse gode vitaminer, som gør dig klar til vinteren.

Mistbænke om vinteren

Lidt afhængig af hvor hård og kold vinteren er, så så kan du også have fornøjelse af din mistbænk om vinteren – til blandt andet gulerødder, vinterportulak, kålrabi, vårsalat, persille, radiser, spidskål og spinat. Du bør begynde at dyrke dine planter til vinteren i sensommeren eller det tidlige efterår. Planterne skal helst være fuld højde, når den første sne og frost sætter ind. Planterne vil fortsætte med at vokse, men kan være godt beskyttet inde i mistbænken. Så kan du gå ud og hente friske forsyninger i løbet af vinteren.

Du kan også bruge mistbænken til at beskytte forskellige mindre hårdføre planter mod for meget regn og sne, som i nogle tilfælde kan skade dem eller få dem til at rådne. Sæt de små og hårdføre planter ned i mistbænken, så de er klar til den næste havesæson, der begynder lige om lidt. Hvis der kommer hård frost, så kan det være en god ide at beskytte sin mistbænk med bobleplast eller hø. Du skal blot være opmærksom på, at hvis du tildækker mistbænken, så lukker du i nogen grad af for lys og ventilation.

Nogle lækre afgrøder fra vintermistbænken

Som med så mange andre ting i haven, så lærer man hele tiden noget nyt. Desuden er der så mange ting, der spiller ind, når det handler om at skabe sunde planter, der trives. Meget ofte har vi fokus på foråret med hensyn til nye planter, men mange planter kan faktisk gro udmærket, selv om man går i gang langt senere – kig på frøpakken eller tjek det på nettet, før du bestiller. Her er en lille liste med planter, som du kan prøve at dyrke i mistbænken fra sensommeren og ind i efteråret:

Rucola, broccoli, rødbeder, kål, gulerødder, rød mangold, grønne løg, grønkål, salat, pak choy, radiser og spinat m.m.

Få mest muligt ud af din mistbænk

Det kan måske være svært at finde frø til nogle af de nævnte planter i havecenteret sent på sommeren eller i begyndelsen af efteråret. Det skyldes naturligvis, at langt de fleste skal bruge dem om foråret. Men som regel kan du finde dem online om ikke andet. Men spørg først i dit lokale havecenter eller planteskole. Hvis du planlægger lidt, så kan du også bare købe frøene om foråret og gemme dem.

Med en mistbænk eller et drivhus kan du forlænge havesæsonen betragteligt, fordi temperaturen derinde holde sig højere i lang tid. Det er derfor, du kan dyrke en masse forskellige salater og sunde grøntsager. Alt efter temperaturen, så burde du kunne have friske forsyninger helt til begyndelsen af december. Har du et drivhus, så tænd for varmeapparatet og forlæng sæsonen endnu mere. Du kan også isolere mistbænken med bobleplast – eller som en lidt mere miljøvenlig løsning – med halmballer. Bare sørg for, at du ikke blokerer helt for lyset. Hvis du bruger hønse- eller hestemøg som gødning, så kan det ofte også være med til at udvikle varme og energi til planterne inde i mistbænken.

Når du dyrker grøntsager om efteråret, så skal du som regel ikke bruge tid på at vende dem. Der burde være fugtighed nok i jorden. Dyrker du grøntsager inde i et drivhus, så kan det måske være en god ide at vande også selv om grøntsagerne vokser direkte i jorden.

Der er en grund til, at den globale opvarmning ofte bliver kaldt for drivhuseffekten, for et drivhus er fremragende til at holde på varmen – og samme princip gælder for en mistbænk. Varmen stiger hurtigt inde i en mistbænk, så dine planter stortrives. Men det er vigtigt, at du holder øje med både temperaturen og luftfugtigheden og åbner låget, så planterne hele tiden har det bedste mulige klima. En passende temperatur i løbet af det tidlige forår kunne være 15-18 grader i løbet af dagen og 10-15 om natten. Om vinteren, når planterne er store, så kan du regne med 1-5 grader om dagen og lidt mindre om natten. Når temperaturen falder endnu mere, så kan du overveje at beskytte planterne ved at isolere mistbænken.

Sådan finder du den bedste placering til din mistbænk

Hvis du vil have den fulde effekt af brugen af en eller flere mistbænke, så sørg for at placere den eller dem på et sted, hvor der er direkte sol hele dagen, hvis det er muligt. Hele ideen med en mistbænk er at den skal samle sollys og dermed varme, så planterne inde i den kan vokse og trives. Generelt skal en mistbænk vende mod syd. Hvis disse betingelser er opfyldt, så kan du stille din mistbænk mere eller mindre alle steder – op mod et skur, garage, drivhus, hus eller ved siden af terrassen, så du nemt kan komme til den. Hvis du primært skal bruge din mistbænk til at dyrke stiklinger, så skal du undgå for kraftigt sollys og placere din mistbænk et sted med en smule mere skygge.

Sådan indfanger du mest varme til din mistbænk

Der er et par tricks, som kan hjælpe dig med at få mest muligt ud af sollyset, hvis vejret ikke er så fantastisk i en periode. Hvis du selv bygger din mistbænk, så mal indersiden af den hvid. En anden løsning er at beklæde den med sølvpapir. Det vil reflektere solens stråler og være med til at udnytte sollyset bedst muligt. Det sidste er dog ikke nødvendigt, hvis du bestiller en af vores mistbænke i shoppen. De er nemlig i aluminium. Du kan også stille en eller flere sorte vandbeholdere nede i mistbænken. I løbet af dagen bliver de varmet op, og så afgiver de varme i lang tid, efter solen er gået ned.

Hold mistbænken ren og pæn

Ganske som med et drivhus, så er det vigtigt at holde mistbænken ren og pæn. Sørg altid for at fjerne blade og andre ting på låget af mistbænken. Om efteråret skal der fjernes blade m.m. regelmæssigt. Om vinteren skal du fjerne sne fra låget ved at bruge en blød kost eller børste. Hele ideen med ’rengøringen’ er at fjerne det, som evt. kan blokere for de livgivende solstråler til planterne.

Sådan bygger du selv en mistbænk

Hvis du er Gør-det-selv-typen, så kan du nemt selv bygge en mistbænk. Du kan bruge nyt eller genanvendt træ og måske kan du finde nogle gamle vinduer til låget. En anden mulighed er selv at bygge låget ved at lave en ramme og betrække den med vores kraftige drivhusfilm. Du skal blot sørge for, at man kan åbne og lukke låget efter behov, så det er muligt at regulere temperaturen og luftfugtigheden nede i mistbænken.

De fleste mennesker bruger træ, men en mistbænk kan også bygges af mursten, polykarbonat, halmballer eller andet. Du skal blot sikre dig, at konstruktionen er solid og stærk nok til at kunne beskytte planterne mod kraftig vind og voldsom regn. Hvis du ikke lige kan finde nogle gamle vinduer eller en dør, så kan du også montere et stykke gammelt glas eller polykarbonat til en træramme. For at gøre det nemt at åbne og lukke låget, så påsæt et eller flere håndtag, så du nemt kan åbne låget, når du skal passe planterne eller lufte ud.

Hvis du ikke gider bruge tid på selv at bygge en mistbænk – eller du bare hellere vil have et lidt mere elegant design – så kan du bestille en eller flere af vores moderne mistbænke. De er lavet i holdbare og vedligeholdelsesfrie materialer. Så kan du koncentrere dig om planterne og begynde at glæde dig til alle mulige lækre grøntsager og smukke blomster de næste mange måneder – og kommende sæsoner.

Vores team

Vores professionelle rådgivere er klar til at hjælpe dig på tlf. 70 26 76 20 og 69 66 35 50, Mandag - Torsdag 08:30-18:00, Fredag 08:30-17:00, E-mail: denmark@dancover.com

Marie

Marie

Gry

Gry

Christian

Christian

Alma

Alma

Dorte

Dorte